Er niqāb obligatorisk for en kvinde at bære?

on Onsdag, 25 maj 2011. Posted in Påklædning og udseende

 Assalamu Alaikum 

Jeg vil høre, om du kan sende mig et svar på, hvad beviserne er for niqāb, om det er sunnah eller wājib? Evt. med udtalelser fra de lærde. Jeg har hørt at i en tid med fitnah så bliver det wājib. Passer det? Og lever vi i en tid med fitnah nu?


 

 

 

 I Allahs Navn

Wa alaikum us salaam wa rahmat’Allah

”O Profet! sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig. Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” [al-Ahzab 59].  

Allah Den Almægtige har i ovenstående vers i Koranen givet den troende kvinde en ordre om at dække sig til. Men hvad og hvor meget af kroppen skal kvinden tildække? Dette er et spørgsmål, som ikke er blevet fuldt klargjort i Koranen, og er derfor blevet diskuteret blandt de lærde. De lærde er alle enige i, at det er wājib at dække kroppen til, men der er uenighed omkring, hvorvidt det er wājib at også dække ansigtet og hænderne til.

De fleste lærde mener, at det ikke er wājib for en kvinde at dække ansigtet til, mens andre mener, det er wājib.

Ibn Hajr al-Haithami skiver i sin bog, at der er ijma’ (konsensus) blandt de lærde; de retledede imamer blandt Hanafiyah, Malikiyah, Shafi’iyyah og Hanabilah om, at en kvindes ansigt og hænder ikke er ’awrah. [al-Fatawa al-Kubra 199/1]

Hanafi: ”En kvindes krop er ’awrah - med undtagelse af ansigtet og begge sider af hænderne i dets rigtige betydning.” [al-Lubab 62/1]

Malik: ”Det er tilladt at se (en kvindes) ansigt og begge sider af hænderne, hvis ikke det vækker en lyst, ellers vil det være harām.” [Balghat al-Salik 99/1]

Shafi’ee: ”En fri kvindes ’awrah er defineret som hele hendes krop - undtagen hendes ansigt og begge sider af hænderne til håndleddet, for Allah siger ”undtagen det, der er øjensynligt”. Dette fortolkes til, at hænderne og ansigtet ikke regnes som en del af ’awrah, for det er nødvendigt at se dem.” [al-Iqna’ 358/1]

Hanbali: ”For en fri kvinde er hele hendes (krop) ’awrah - undtagen hendes ansigt.”[al-Rawdh al-Murabbe’ 69]     

Al-Jazeere skriver også om det i sin bog: ”Hos Shafi’iyah og Hanabilah er hele kvindens krop ’awrah, det er ikke tilladt for hende at afsløre noget som helst af kroppen foran fremmede mænd, medmindre der er behov for det. Eksempelvist er det tilladt for hende at afsløre ansigt og hænder hos en læge, eller en mand, der ønsker at fri til hende, som vidne i retten og ved handelssituationer, hvor hun skal købe eller sælge varer. Hos Hanafiyyah og Malikiyyah er hele kvindens krop ’awrah - undtagen hendes ansigt og hænder. Det er tilladt for en kvinde at gå på gaden uden at dække hænder og ansigt til foran fremmede mænd. Men dette er betinget af, at det er i tilfælde af man er beskyttet fra fitnah. Hvis en afsløring af hænder og ansigt vækker fitnah, … så er det wājib at tildække dem.” [Kitab al-Fiqh ala Madhahib al-Arba’h 54/5]

Opsummerende betyder dette, at Imam Abu Hanifa, Imam Malik, en holdning fra Shaf’i og Ahmed, al-Thawri, al-Awzai, Ibn Salah, Ibn Qudamah, al-Shawkani og andre lærde mener at en kvindes ’awrah foran fremmede mænd er hele hendes krop – med undtagelse af hendes hænder og ansigt.

En anden holdning fra Shaf’i, Ahmad, al-Gazali, Ibn Taymiyyah, Ibn Qayyim m. flere mener, at hele kroppen er ’awrah - uden undtagelser, det vil sige at dette også inkluderer hænderne og ansigtet.

De bruger følgende beviser som argument for deres stillingstagen:

1.      ”O Profet! sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig. Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” [al-Ahzab 59]

De mener, at ”trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig” inkluderer også ansigtet og hænder.

2.      Og sig til de troende kvinder , at de (på samme vis) skal sænke deres blikke,( når de ser fremmede mænd), og bevare deres dyd og ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed, undtagen over for deres ægtemænd eller deres fædre eller deres ægtemænds fædre eller deres sønner eller deres ægtemænds sønner eller deres brødre eller deres brorsønner eller deres mandlige tjenere som ikke besidder nogen kønsdrift. Eller børn, som ikke har nogen forståelse af kvinders nøgenhed. Og de skal ikke slå deres fødder sammen, så at det, de skjuler af deres skønhed, bliver kendt. Og vend jer til Allah alle sammen, I troende, for at det måske må gå jer vel.…” [An-Nuur 31].  

Ud fra ovenstående vers, mener disse lærde, at Allah har beordret kvinder, at tildække hele kroppen og ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed - undtagen hvad der er gjort øjensynligt af den. Dette betyder, at de skal dække hele kroppen til også ansigtet - undtagen det ydre tøj, som Ibn Mas’od også deler holdning om.

3.      ”Hvis I vil bede kvinderne om noget, så bed dem om det fra den anden side af et forhæng!” [al-Ahzaab 53]

Dette bruges også som endnu et bevis på, at kvinden skal dække sit ansigt til - ellers skulle man ikke spørge hende bag et forhæng.

4.      Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt: ”En kvinde er ’awrah, når hun går ud hjemmefra, pynter Shaytan hende op”. [al-Tirmidhi 1173]

Det er bevis på, at kvinden i sin helhed er ’awrah - også inkluderet er hendes hænder og ansigt.

 

5.      Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt: ”En kvinde bør ikke tage Niqab (ansigtsbekædning) på i Ihram-tilstand, ej heller handsker.”[ al-Bukhari og Ahmed, Irwaa al-Ghaleel 1022]

Det beviser, at sahabiyaat plejede at tage niqab på, og det er også en hentydning til, at hvis man ikke er i Ihram-tilstand, så skal man tage niqab på.

 

6.      Aisha beretter, at Allahs sendebud plejede at bede Salat al-Fajr, og de troende kvinder plejede med tildækket ansigter at udføre bønnen med ham. Derefter tog de tilbage til deres hjem uigenkendelige.” [al-Bukhari 368]  

 

7.      Aisha sagde: "Pilgrimme gik forbi os mens vi var sammen med Allahs Sendebud. Når de nærmede sig os, ville vi drage (stoffet) fra vores hoveder til at dække ansigterne til med." [Abu Dawud og Ibn Majah]. 

Der er flere beviser, der ligner disse, men jeg tror de er klare nok til at forstå meningen bag dem. Hvis man ser på disse beviser der er nævnt, er der ikke et eneste bevis der er tydeligt nok til at erklære, at det er wājib at dække ansigt.

Det første bevis: ”trække deres ydre kåber (jilbab) tæt sammen om.” I Koranen står der: Yudneen, og al-Idnaa betyder at tage noget tæt sammen. Det betyder ikke at dække til. Jilbaab er betegnelsen for en yder kåbe eller dragt, og ikke, hvad man dækker sit ansigt eller hoved med. Dette vers tyder altså ikke, at en kvinde skal dække ansigtet til, men det tyder til, at en kvinde skal tage en jilbaab eller en kåbe over kroppen som tildækning således brystkassen ikke er fremvisende.

Hvis vi kaster et nærmere blik på det andet bevis: ”ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed”, lyder dette vers på arabisk: ”Illaa ma dhahara minha”(; undtagen hvad der er åbenbar af den). Dette vers indikerer ikke ”det ydre tøj”. Det giver heller ikke mening, at det ydre tøj er fortolket som dét, der er åbenbart. Tøjet er ikke nødvendigvis en skønhed. Det giver en tydeligere mening, hvis dette vers fortolkes som gældende for en kvindes ansigt og hænder. En kvinde har lov til at afsløre hænder og ansigt, mens andet af hendes skønhed skal dækkes fuldkomment til. Denne fortolkning af dette vers er givet af mange fra sahabah og tabieen. Den sahabi, som var mest kendt for sin tydeliggørelse og fortolkning af Koranen, hed Ibn ’Abbas. Han nævner omkring dette vers, at det, der er åbenbart, er i betydning af hænder og ansigt. Denne holdning er delt af Ibn Umar, Aisha, Anas og flere af tabieen som også mener, at Kuhl, fingerringe, Hinna, hænder og ansigt er tilladt at afsløre for en kvinde.

Det tredje bevis: ”spørg dem fra den anden side af et forhæng”, kan heller ikke bruges som et bevis. Dette vers nævner ikke noget specifikt om at dække ansigtet til, men rettere, at når man taler til en fremmed kvinde, så skal man tale med hende bag et forhæng. Det er i betydning af, at mænd og kvinder ikke skal dele selskab med hinanden. Det handler også om, at varetage ens eget hjertes tilstand ved ikke at tale med det modsatte køn direkte, og dette er uanset om kvinden bærer en niqab eller hijab.

Det fjerde bevis: ”En kvinde er ’awrah” er en generel beretning af profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) omkring kvinder. Denne beretning forklarer ikke en kvindes hijab, men er blot en generel beskrivelse af en kvindes betydning. Af denne grund kan denne hadeeth ikke bruges som bevis for, at ansigtet og hænderne skal dækkes til.

Det femte bevis beretter, at sahabiyaat plejede at tage niqaab på, og at de tog det af, hvis de var i en Ihram-tilstand.  Men det er vigtigt at bemærke beretningen, som den er, og at den nævner, at sahabiyaat plejede at dække ansigtet til. Det var deres klæder. Men beretningen nævner ikke, at det er wājib at dække ansigtet og hænderne til.

Det sjette og syvende bevis, omkring de troende kvinder, som plejede at dække deres ansigter til under bønnen eller når der gik pilgrimme forbi, er igen en beretning om, hvad sahabiyaat plejede at gøre i Profetens tid (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Deres handling kan ikke tages som værende bevis for, at det er wājib. Beretninger omkring profetens handlinger betegnes heller ikke alle for at være beviser på, hvad der er wājib. Hvordan kan andres handlinger så indikere, hvad der er wājib?

Det, man kan uddrage fra disse beviser er, at det er tilladt eller mustahab (velset) at dække ansigtet til, men man kan ikke uddrage en afgørelse på wujub; at det er wājib. Tværtimod, hvis det var wājib, så havde Profeten ikke beordret kvinderne til at afsløre ansigtet, når de var i Ihram-tilstand.

Ligeledes kan man sige om andre beviser, som jeg ikke har nævnt for ikke at gøre besvarelsen for lang.

De lærde, som mener ansigtet og hænderne ikke er ’awrah, og må gerne afsløres, bruger følgende beviser:

Abd’Allah bin Abbas beretter, at al-Fadl sad bag ved Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), hvor en kvinde fra Khatha’m kom til ham. Al-Fadl kiggede på hende, og hun kiggede på ham. Profeten vendte al-Fadls ansigt mod en anden retning, hvorefter hun spurgte: ”O Allahs sendebud, sandelig har Allah gjort pilgrimsrejsen en obligatorisk påbud, min far er blevet gammel, og kan ikke sidde på et dyr, kan jeg udføre pilgrimsrejsen for ham?” Han svarede: ”ja”. Det var ved Hajj al-Wada’.”[al-Bukhari 1442]

Koranverset omkring hijab blev åbenbaret i år 3 eller 5 hijriyah. Denne pilgrimsrejse blev udført i det 10. år hijriyah. Profeten ville have nævnt for kvinden, at det var obligatorisk at dække ansigtet til, hvis det var wājib. Men eftersom det ikke var tilfældet, så beviser det faktisk, at det er tilladt at afsløre ansigtet. 

Jabir beretter: ”Jeg var sammen med Allahs sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) på ’Eid-dagen. Han begyndte med bønnen før khutbah uden en kald til bøn eller iqamah. Derefter stod han op, lænede sig på Bilal, beordrede til gudfrygtighed, opmuntrede til at udføre gode gerninger og han formanede folk. Derefter gik han, indtil han kom til kvinderne, hvorefter han formanede dem. Han sagde: ”Giv jeres almisser, for I vil være de fleste i ildens brændsel.” En kvinde stod op blandt dem, hun havde sorte kinder, og sagde: ”Hvorfor det, O Allahs sendebud?” Han sagde: ” Fordi I brokker jer for meget, og er utaknemmelige over for jeres mænd”. Han siger, de begyndte at give almisser ud af de smykker de havde på. Kvinderne lagde smykkerne på Bilals tøj heriblandt deres øreringe og fingerringe.” [al-Nasai 1575]

Denne episode skete det 6. år hijriyah, som Ibn al-Qayyim bekræfter i Zad al-Ma’ad. Det beviser, at Jabir havde set kvinden, og han beskrev hendes kinder. Hun havde altså ikke dækket sit ansigt til, hvilket beviser, at det ikke er wājib, ellers havde hun dækket ansigtet til, og Jabir havde ikke set hende.

En kvinde kom til Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: ” O Allahs sendebud, jeg er kommet for at give mig selv til dig”. Profeten så på hende, og bukkede derefter sit hoved ned… [al-Nasai 3339]

Denne hadeeth er også et bevis på, at kvinden ikke havde dækket sit ansigt til.

Der er andre talrige beviser der bekræfter, at mange af sahabiyaat havde ikke dækket deres ansigter til.  

Efter et nærmere blik på beviserne for og imod, hvorvidt det er wājib for en kvinde at dække ansigt og hænderne til, er jeg nået den konklusion, at der ikke eksisterer nogle præcise og absolutte beviser hverken i Koranen eller profetens sunnah, som beviser, at det er wājib. I fiqh skal der være en klar og absolut bevis på et tilfælde, før man kan træffe en afgørelse om wujub. Derfor deler jeg den holdning, om at hele kvindens krop er ’awrah - undtagen hendes ansigt og hænder. Det er wājib for hende at tage hijab på. På samme tid vil jeg nævne, at det er en dyd og godt at dække ansigtet til, som et følge af Profetens hustruer, sahabiyaat og de fromme kvinder blandt tabieen.              

Når dette så er sagt, vil jeg understrege, at hvorvidt man bærer niqab på eller ”kun” hijab, så skal den islamiske beklædning ikke fungere som et parameter for fromhed – det er kun Allah der bedst ved, hvad hjertet bærer på. Begge beklædninger opfylder Allah’s vers og ordrer. Søstre burde derfor ikke se ned på hinandens klæder, og da begge holdninger findes og er blevet diskuteret blandt vores lærde, bør vi respektere hinandens holdninger.

Hvad angår, at det skulle være wājib i en tid af fitnah, så er det nævnt i begyndelsen af mit svar, at det er nogle lærde, som har ment dette. Jeg vil mene, at man bliver nødt til at vurdere tingene fra alle vinkler. Man bør især også vurdere det land og det samfund man lever i. Jeg vil mene det samme som Sheikh Sami al-Majid fra Imam Saud Islamisk Universitet i Riadh har ment, og det er: at hvis vi lever i et samfund, hvor kvinder med tildækket ansigt er velkomne, og de ikke bliver set ned på, så er det bedst at tildække ansigtet. Men hvis man lever i et samfund, hvor niqab er et skrækscenarie og en muslimsk kvinde er et udsat fokuspunkt, vil hun være under en stor stress og pres for at kunne praktisere sin religiøse forpligtelse. Her er det er også et spørgsmål omkring kvindens sikkerhed, hvor vi desværre er vidner til, at hun f.eks. ikke kan tage den offentlige transport alene uden frygt for at blive forfulgt eller andet grimt. Så den virkning en niqab bør give i et samfund, den forsvinder. Den giver faktisk en anden virkning, og lammer kvinden fra at være en velfungerende del af samfundet.

Man skal selv stille sig det spørgsmål; vil jeg kunne opnå de islamiske fordele ved at tage niqaab på i de forskellige omstændigheder dagens Danmark byder på, eller vil det give en større negativ konsekvens, hvis jeg vælger at dække mit ansigt til? Det spørgsmål kan man selv bedst finde svar til for egne vegne.

Og Allah ved bedst

S Mehdi         

Social Bookmarks